Hørsholm Bysamarbejde vil bruge undersøgelsen som afsæt til en konkret handleplan for Bymidtens fremtid, og målet er at Hørsholm bymidte skal være en bymidte, som de lokale er stolte af, og hvor det lokale fællesskab kan blomstre.
Undersøgelsen omfatter 312 interviews, hvoraf 102 er gennemført som street interviews og 210 som online interviews. Der er afholdt én fokusgruppe blandt ny-tilflyttere i Hørsholm kommune - samt indledende dialogmøder med ejendomsejere og butiksejere.
Drømmer om det gode liv med caféer, grønt og sociale aktiviteter
Og hvad svarer de interviewede så, når de skal svare på, hvad de drømmer om for bymidten? På toppen af ønskelisten er et levende caféliv samt vinbarer, gourmetrestauranter, og lign.
Borgerne drømmer om, at bymidten i fremtiden blomstrer med sociale arrangementer, som kan samle byen. De ønsker en bymidte, med endnu mere leg, bevægelse og beroligende grønne omgivelser.
De unge (og i endnu højere grad deres forældre) ønsker et sted, hvor de unge kan hænge ud efter skole.
En bymidte med kant og variation
Borgerne drømmer også om større variation af butikker og små lokale iværksættere, som kan være med til at give kant til byen. Der er stor forskel på, hvilke butikker de forskellige generationer efterspørger. Delikatesseforretninger er i høj kurs for Generation X (40-60 år), mens mange af de unge ville ønske, at der var flere modebutikker.
Unikke fordele, men også udfordringer
Borgerne har også forholdt sig til, hvad de synes om bymidten som den ser ud lige nu. Og her peger svarene både på unikke fordele samt udfordringer. Det er f.eks. et stort plus at have et Kulturhus midt i byen og mange er glade for det store udvalg af butikker. Hele 90% følger sig trygge i bymidten ligesom de lokale vil deres by og ønsker at støtte lokalt.
Udfordringerne er, at bymidten kan opleves kedelig og, at den ikke inviterer til at slå sig ned eller gå på opdagelse. Flere af de unge føler endvidere, at de er mindre velkomne i bymidten.
Det er Analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia, der har stået for undersøgelsen, og den vil blive brugt til at skabe en fælles retning for Bymidten. Hørsholm Bysamarbejde skal nu i gang med at videreudvikle, konkretisere og prioritere de mange inputs og derefter begynde at sætte forskellige initiativer i gang.